AutoCamperRådet (ACR) har modtaget en rigtig god melding omkring nye muligheder på Bornholm for autocamperturister.

I februar i år, inden pandemien for alvor fik fat, bragte AutoCamperRådet en artikel netop omkring autocamperturister på Bornholm – læs artiklen. På den baggrund er det ekstra godt at få nedenstående melding.

I perioden 1. juli til 15. september 2020 vil det være muligt at overnatte i autocamper på nogle dertil indrettede pladser på Nørrekås Lystbådehavn, Hasle Havn og endelig Tejn Havn. Det er ikke muligt at reservere plads, så det er efter princippet først til mølle.

Ved ankomst til havnen skal man købe en billet i serviceautomaten. En overnatning er fastsat til 231 kr. og er gyldig i 24 timer fra kl 12:00 til 12:00. Billet giver adgang til strøm, vand, affaldsortering, bade- og toiletfaciliteter, vaskerum, sejlerstue og endelig WiFi.

Grå- og sortvands håndtering skal foretages på de dertil indrettede kommunale faciliteter i Rønne, og kan ikke foretages på havnene.

Såfremt der er yderligere spørgsmål så er de lokale hovnefogeder til disposition:
Nørrekås Lystbådehavn og Hasle Havn: Aron Kjøller Hansen på tlf: 5692 2316
Tejn Havn: Tom Nielsen på tlf: 5692 2317.

Måske en ny trend på Bornholm

ACR hilser dette intiativ meget velkommen, og håber naturligvis at det vil blive taget godt imod, og være til gavn for både Autocamperturisterne, detailhandlen og ikke mindst den lokale Bornholmske befolkning.

ACR er bekendt med flere initiativer på det private plan på Bornholm, og håber at det på sigt vil kunne udmynte sig i nye pladser. ACR vil arbejde på mere varige løsninger på Bornholm, og samtidig gøre Bornholm opmærksom på det hel års potentiale der netop ligger i AC segmentet.