AutoCamperRådet har fået et nyt bestyrelsesmedlem, idet Tonny Jørgensen har ønsket at trække sig fra bestyrelsen. Bestyrelsen takker Tonny for indsatsen og ønsker held og lykke fremadrettet.
Tonny var valgt af bestyrelsen i foreningen Campervenner som den ene af Campervenners to repræsentanter i AutoCamperRådet. Campervenner har som Tonnys afløser valgt Jørgen Nielsen. Jørgen indtræder derfor i AutoCamperRådets bestyrelse med virkning pr. 1. maj 2019.
AutoCamperRådet byder nyt bestyrelsesmedlem velkommen
AutoCamperRådet byder velkommen til Campervenners nye bestyrelsesrepræsentant, Jørgen Nielsen. Jørgen indtræder i AutoCamperRådets bestyrelse som repræsentant for Campervenner.
Jørgen Nielsen er født i 1948. Jørgen er gift med Anni og bor på Thurø ved Svendborg. Anni og Jørgen har haft autocamper siden 2008 og har siden da mest kørt i Tyskland og Frankrig, hvor vinen og arkitekturen har været deres største interesse.
Nyt bestyrelsesmedlem i AutoCamperRådet med stor foreningserfaring
Jørgen har, ud over at have været ansat i Svendborg Sparekasse (Fynske Bank) i 42 år, været aktiv i den kommunale idrætspolitik i en længere periode. Han har været aktiv fra 1974 til 2009 i firmaidrætten både lokalt og på landsplan. Jørgen har endvidere været formand i den lokale forening fra 1993 indtil 2006 og har været i Dansk Firmaidrætsforbunds revisionsudvalg fra 1993 til 2009 – heraf de sidste 8 år som formand.
Jørgen har været medlem af Campervenners bestyrelse, siden foreningen blev etableret i 2011.