assens marina, autocamperplads
Havneleder Alex Hansen på Assens Marina - vi mødte Alex på Marinaen

Assens Marina byder autocampere velkommen med endnu bedre forhold. AutoCamperRådet får ofte henvendelser fra forskellige aktører, som ønsker diverse råd og vejledning i forbindelse med autocamperturisme. I starten af 2019 blev vi kontaktet af havneleder, Alex Hansen, fra Assens Marina. Alex Hansen forklarede telefonisk, at man ønsker at etablere servicefaciliteter for autocampere på marinaen, og at de i den forbindelse har behov for at vide lidt om, hvorledes dette etableres, så det bliver optimalt for autocampere. I sagens natur ved Alex alt om, hvorledes dette fungerer for lystbåde, men han mangler viden om, hvordan de skal gribe det an, når det skal tilpasses til autocampere.

Efter lidt korrespondance pr. telefon og e-mail besluttede AutoCamperRådet at aflægge Alex et besøg på Assens Marina, dels for at besigtige tilkørselsforholdene samt at drøfte de tegninger vi på forhånd havde tilsendt.

Nye servicefaciliteter forventes etableret omkring juni 2019

Ved ankomsten til den hyggelige Assens Marina blev vi positivt modtaget. Vi så det sted, som Assens Marina har udset sig til at etablere servicefaciliteter for autocampere. Havnen har 3 store båse, som vi fik opfattelse af, at man benytter til at vaske og vedligeholde lystbåde. Den ene bås ønsker man at indrette, så den fremover fungerer som servicestation for autocampere med mulighed for toilettømning, gråvandstømning og ikke mindst drikkevandspåfyldning – Alex nævnte endda, at de ikke vil have noget imod, at man vasker sin autocamper på pladsen.

I denne bås indrettes fuld service for autocampere på Assens Marina

Der skal derfor etableres serviceplads til autocampere, samtidig med at der etableres en ny servicestation til lystsejlere. Der forestår et større entreprenørarbejde, idet kloakføringen skal hentes ca. 100 meter fra pladsen. Alex mener dog, at de kan være færdige til at åbne servicepladsen omkring 1. juni 2019

Assens Marina er glade for autocamperturister

Under besigtigelsen af den nye serviceplads, kom vi også ind på sidste sommers negative ytringer, der i pressen blev rettet imod autocamperturister. I den forbindelse nævnte Alex Hansen, at de er vældig glade for autocamperturister på Assens Marina, de skaber liv på havnen og i byen, og Marinaen ønsker derfor at forbedre forholdene for autocamperturisterne.

– Dette er selvfølgelig med et håb og forventning om, at endnu flere autocamperturister vil besøge Assens Marina, udtaler Havneleder Alex Hansen.

AutoCamperRådet er specielt glade for denne udtalelse fra Alex Hansen:
– Vi har aldrig haft nogen som helst problemer med autocamperturister. Tværtimod er de nemme at have som gæster – og de opfører sig altid eksemplarisk på Assens Marina.

Autocamperpladser med hjulene i vandkanten
Man holder med udsigt over Assens Næs og by

Der er afsat 15 parkeringspladser til autocampere. De er indrettet i båse med god plads, og de er afmærket med store træsveller. Man holder på græs, men underlaget er fast, og der er ingen fare for at køre fast. Der er udsigt over Assens Næs, og man holder bogstaveligt talt med hjulene i vandkanten. Prisen er 140,00 kr., hvilket er det samme, som gæstesejlerne betaler. Det er ydermere inkl. strøm samt brug af den nye serviceplads.

Assens – en hyggelig by med mange muligheder

Assens by er en hyggelig by med mange gamle og velholdte bindingsværkhuse. Bykernen i den gamle købstad Assens er usædvanligt velbevaret, og der er meget at opleve på en vandretur gennem byen.

Bagved Assens Marina ligger stranden med fine bademuligheder

Mindre end 2-300 meter fra autocamperpladsen ligger der en åben strand, som er velegnet både til solbadning, og også til en forfriskende dukkert i Lillebælt. I det hele taget er der mange muligheder i og omkring Assens, og uanset om du er til cykelture, vandreture, lystfiskeri eller andet, så byder Assens på det meste. Du kan læse om mulighederne på Visit Assens hjemmeside, hvor du også kan booke en byvandring eller finde et kort til byvandring på egen hånd.

Assens har mange flotte gamle velholdte huse

Selv om vi var forbi på en kølig dag, så var der sol og blå himmel over Assens Næs, og AutoCamperRådets repræsentant blev da også meget begejstret for havnen og byen, og endte ovenikøbet med at holde 2 døgn på Assens Marina. Det blev derfor til mange gåture i den hyggelige by. Det er aboslut ikke sidste gang turen går til Assens. Det kan stærkt anbefales at aflægge Alex Hansen og hans velholdte Marina et besøg.

AutoCamperRådet vil også gerne takke Alex og havnen for at forbedre forholdene for os autocamper-turister og i øvrigt tage godt imod os.