mandø autocamperturister
Turister tiltrækkes af naturen og Mandø, også autocamperturister tiltrækkes af den smukke natur


Endnu en artikel retter et angreb mod autocamperturister. I JydskeVestkysten kunne man mandag den 19. august læse en artikel med overskriften: “Helt grelt: Alt for mange autocampere overnatter uden for campingpladser”. I AutoCamperRådet er vi overbeviste om, at denne overskrift levner plads til en mere tilbundsgående og faktakontrolleret journalistik.

Autocamperturister har eget bad og toilet

Solen står op i øst og går ned i vest, og lige så sikkert er det, at der hver sommer kommer en hetz mod autocamperturister. Hetzen bliver år efter år skrevet over det samme tema. Hetzen er kendetegnet ved at være unuanceret, udokumenteret og fyldt med løse påstande, og sådan var artiklen i JyskeVestkysten også. Påstanden, om at autocamperturister forretter nødtørften i naturen, er heller ingen undtagelse fra de løse og udokumenterede påstande. Da der ikke er afsender på afføring, og Esbjerg Kommunes Drift- og Anlægsafdeling har været ude for at se på forholdene. De har ikke fundet dokumentation for disse påstande. De fleste autocampere er i dag udstyret med eget bad og toilet, og kan klare sig med de forhold i flere dage ad gangen. Så overskriften på artiklen giver ingen mening i den relation, medmindre formålet er at få autocamperturister ind på campingpladsen, og bruge de toiletforhold der er der.

Autocamperturister er kun en lille del af turismen på Mandø

Mandø er placeret midt i den danske del af Vadehavet, der er udpeget til UNESCO Verdensarv. At flora og fauna i Nationalpark Vadehavet kan være skrøbeligt, kan ikke diskuteres, og derfor skal den turisme, der kommer til Mandø også være bæredygtig turisme. Det skønnes, at der kommer 200-300.000 mennesker til øen hvert år. Men hvorfor iværksætte en hetz mod en brøkdel af de turister, der kommer på besøg på Mandø?

Den typiske autocamperturist overholder loven

Den typiske autocamperturist er som oftest et ægtepar omkring 60+. De har et værdisæt, der står i særdeles skærende kontrast til de udokumenterede forhold og påstande med svineri og afføring i naturen. Man kan ofte se en autocamperturist, der går rundt omkring holdepladsen/p-pladsen og samler affald. Dette gør de netop i respekt for naturen og befolkningen. Autocampere skal naturligvis overholde loven, og kun parkere hvor det er til mindst mulig gene for medmenneskene og den øvrige trafik.

Løsningsforslag der kan ændre på forholdene til glæde for autocamperturister og Mandø

I stedet for forbud og påbud må vejen frem være at drøfte sagen med udgangspunkt i saglige og dokumentrede forhold. Her kunne en mulig løsning være at tage en dialog med AutoCamperRådet og se på mulighederne for at byde autocamperturister velkommen på Mandø ved at indrette deciderede autocamperpladser/P-pladser. Et blik på campingpladsen og mulighederne for at opgradere denne til at være attraktiv i forhold til overnatning for autocampere kunne være en anden mulighed.

AutoCamperRådet kan derfor kun opfordre til, at man fra Esbjerg Kommunes side retter henvendelse til AutoCamperRådet, som meget gerne bistår med en saglig dialog, råd samt vejledning, der kan sikre autocamperturisterne og Mandø en løsning, der fungerer for begge parter.