Vægtgrænsen for autocampere er et emne, der optager mange autocamperbrugere, og AutoCamperRådet (ACR) har fået flere henvendelser fra medlemmer herom. Medlemmerne spørger til status på det forslag, som ACR fremsendte den 30. juli 2017 til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.
Essensen af forslaget om ændring af vægtgrænsen for autocampere er at kunne vælge mellem at køre med en autocamper med en tilladt totalvægt på 4.250 kg eller en autocamper med en tilladt totalvægt på 3.500 kg og en trailer på 750 kg uden påløbsbremse. Dette beskrev vi nærmere i denne artikel i oktober 2017.
Positivt svar på henvendelse om vægtgrænsen for autocampere fra Transport-, bygnings-, og boligminister, Ole Birk Olesen
ACR modtog et positivt svar fra Ole Birk Olesen den 9. oktober 2017. Af svaret fremgår det, at forslaget har været behandlet i Færdselsstyrelsen, og at styrelsen har vurderet, at der ikke er noget sikkerhedsmæssigt til hinder for en videre sagsbehandling i EU. Endelig fremgår det af svaret af 9. oktober 2017, at ministeren vil tilsikre, at forslaget vil blive forelagt for EU kommissionen. Se ministerens svar
Vægtgrænsen for autocampere er en mærkesag for ACR
ACR betragter denne sag omkring vægtgrænsen for autocampere som en mærkesag, og den har prioritet i ACR. Vi har på den baggrund tilskrevet Transport-, bygnings-, og boligminister, Ole Birk Olesen og bedt om en status i sagen, herunder en vurdering af de øvrige EU-landes syn på sagen.
Vi informerer her på acr.dk, så snart vi modtager svar fra Ministeren.