Vi bragte her på AutoCamperRådets hjemmeside tidligt i morges nyheden om, at Storebælt taksterne nu endelig bliver nedsat. Nyheden var baseret på det faktum, at der 8. december blev indgået en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om, at det bliver billigere at køre over Storebælt fra den 1. januar 2018. Nedsættelsen skulle ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hjemmeside betyde, at priserne falder med hele 15%. Samtidig er der også vedtaget en udvidelse af motorvej E20 mellem Nr. Aaby og Odense V, som skal udvides fra 4 til 6 spor, så der bliver 3 spor i hver regning fremover.
Vi beklager naturligvis, at der havde indsneget sig en skrivefejl, idet vi oplyste at prisen for en personbil blev nedsat til kr. 228,00 pr. 1. januar 2018. De Kr. 228,00 er den nuværende pris for en personbil op til 6 meter. Den nye pris er kr. 193,80 pr. 1. januar 2018 (med bizz).
Da artiklen blev skrevet, fremgik det af et faktaark på Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hjemmeside, at nedsættelsen kun berørte 2 køretøjskategorier, personbiler op til 6 meter samt lastbiler. Link til faktaarket
Det var naturligvis med en vis forundring og skuffelse, at vi så, at der kun var nævnt 2 køretøjskategorier, idet autocampere over 6 meter derved tilsyneladende ikke var omfattet af prisnedsættelsen.
Det var derfor meget glædeligt, at Storebælt på deres hjemmeside lidt over middag i dag offentliggjorde prisnedsættelser på alle køretøjskategorier. Dette betyder, som vi forstår det, at også autocampere over 6 meter får glæde af nedsættelsen.
Hvis du ikke har en bizz, skal du være opmærksom på, at du dermed ikke vil få del i prisnedsættelsen. Skal du over Storebælt inden for de næste måneder, er det derfor en god idé at bestille en bizz nu. Du betaler 200 kr. i depositum for din BroBizz
Da priserne er annonceret på Storebælt.dk med et BREAKING NEWS – så formoder vi, at denne oplysning er valid, og at vi derfor forhåbentlig alle kan se frem til en besparelse, når vi passerer broen efter 1. januar 2018.
Link:
Breaking NEWS artikel
Priserne pr. 1. januar 2018 – privat
Priserne pr. 1. januar 2018 – PDF til print