Der er 8. december indgået en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om, at det bliver billigere at køre over Storebælt fra den 1. januar 2018. Nedsættelsen skulle ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hjemmeside betyde, at priserne falder med hele 15%. Samtidig er der også vedtaget en udvidelse af motorvej E20 mellem Nr. Aaby og Odense V, som skal udvides fra 4 til 6 spor, så der bliver 3 spor i hver regning fremover.
Transportordfører fra Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, er ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hjemmeside godt tilfreds med aftalen, som sikrer den tiltrængte udvidelse af motorvejen samt lavere priser for pendlerne og Storebælt. Udvidelsen forventes at stå klar i år 2022.
De nye priser for at passere Storebælt bliver fra 1. januar 2018 194,00kr. for en personbil ved anvendelse af automatisk Brobizz eller nummerpladegenkendelse. Prisen falder yderligere til 187,00kr. pr. 1. januar 2023. Taksten for personbiler nedsættes dog kun for kunder, der har en aftale med A/S Storebælt, og som anvender automatisk betaling som f.eks. BroBizz, eller som tilmelder sig det kommende automatiske nummerplade-genkendelsessystem i betalingsanlægget på Storebælt.
De eksisterende rabatordninger opretholdes, men vil fremover alene gives til kunder, der har en aftale med A/S Storebælt eller er tilmeldt automatisk nummerpladegenkendelse. Prisen for lastbiler falder også fra den 1.januar. Her sker der et fald fra 1.135,00kr. til 965,00kr.
Ovenstående 2 takstgrupper er de som er nævnt i Transport-, Bygnings- og Boligministeriets hjemmeside (faktaark), men netop idag 9. december har Storebælt annonceret en total prisliste for 2018, hvoraf det fremgår, at prisnedsættelsen også gælder de øvrige takstgrupper: priser for privatkunder 2018 – priser for erhvervskunder 2018
Kilde: trm.dk
Download Faktaark:
Om takstnedsættelse på Storebælt
Udbygning af E20 – Fynske motorvej
Om støjreducerende tiltag