Scenen i Mariehaven i Ansager er et lokalt samlingspunkt, autocamperplads i nærheden kan være på vej

Ansager i Varde Kommune er kendt som en højborg for musikkulturel innovation og udfoldelse, et spændende og indbydende kultur – og bymiljø samt en enestående beliggenhed.

Ansager har nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde på at oprette en autocamperplads. Dette arbejde er godkendt af Varde Kommune som et pilotprojekt, der kan være til at give inspiration til andre byer i kommunen. Håbet er, at der kan anlægges flere autocamperpladser, som kan medvirke til at tiltrække den stigende autocamperturisme.

Arbejdsgruppe i Ansager arbejder på en ny autocamperplads

AutoCamperRådet deltog i et møde med arbejdsgruppen i Ansager den 10. november 2019 i aktivitetshuset i Ansager. Udvalget, som var til stede ved mødet, var sammensat af personer med hver deres relevante kompetencer. 

Der blev fremlagt tegninger og status vedrørende økonomien i projektet. AutoCamperRådet bidrog med erfaringer fra tidligere projekter og om de adfærdsmønstre, som autocamperturister har. Fordele og ulemper ved underlaget og længden af pladserne blev drøftet. I projektet indgår en tømmestation til både gråvand og toilettømning, hvilket vil blive koblet op på et allerede eksisterende kloaksystem. Dette kloaksystem er en anlagt i forbindelse med den hytteby, som er nabo til den planlagte autocamperplads.

Til inspiration fremviste AutoCamperRådet forskellige totalløsninger fra allerede eksisterede pladser. Projektet er udfordret af, at der skal fældes en del store træer, og at der skal ske en udjævning af en del af arealet i forbindelse med tilkørselsvejen til pladsen.

Mariehaven i Ansager kan blive et trækplaster for kommende autocamperturister

Efter et veltilrettelagt og positivt møde blev AutoCamperRådet inviteret til ved selvsyn at se det område, hvor pladsen skal etableres. Pladsen bliver etableret kun 200 meter fra bymidten. I umiddelbar nærhed ligger Mariehaven, hvor der det meste af sommeren bliver arrangeret musikarrangementer med primært dansk musik.

Udfordringen med træfældningen har mødt modstand fra beboere i Ansager. Dette er ganske forståeligt, da der er tale om smukke gamle træer. AutoCamperRådet foreslog derfor, at man kunne gå i dialog med idrætsforeningen og drøfte andet terræn. Det ville betyde flytning af en beachvolleybane, og derved kan en omfattende træfældning undgås, og samtidig kan der skabes plads til yderligere 10 – 12 pladser.

I forbindelse med hyttebyen er der et ubenyttet græsareal, som kunne være en velegnet placering af det samme antal pladser. Begge disse placeringer ligger i umiddelbar nærhed af den planlagte tømmestation.

AutoCamperRådet er særdeles positive overfor initiativet, og bistår naturligvis i den kommende proces.

Links:
Lokal artikel: artikel fra 2014 
Mariehaven: Musikgalleriet