autocamperturisme, P4, autocamper

P4 Syd har gennem den seneste tid haft stor fokus på, at Danmark går glip af mange potentielle indtægter fra et turistsegment, som er langt større, end mange forestiller sig. Det har de gjort gennem en række udsendelser, der har sat fokus på emnet.

Den seneste udsendelse i rækken blev sendt onsdag 5. april i morgenradioen. Her havde P4 Syd inviteret Mads Schreiner, markedschef for VisitDanmark i Tyskland, Hanne Hansen fra autocamperpladsen Oasen på Rømø samt John Ipsen fra Autocamper-info.dk til at deltage i en debat omkring de muligheder, som Danmark går glip af, når der ikke arbejdes målrettet mod at tiltrække de mange autocamperturister, der kører gennem Danmark.

Stort turistsegment kører lige igennem Danmark uden at stoppe

Mads Schreiner pointerer i udseendelsen, at der er 520.000 indregistrerede autocampere i Tyskland, og at dette antal har været stigende gennem de seneste mange år. Ifølge Mads Schreiner kører rigtig mange af disse tyske autocamperturister gennem Danmark, når de søger mod de øvrige nordiske lande. Det Mads blandt andet lægger vægt på i debatten er, at vi i Danmark ikke har den fornødne autocamperinfrastruktur til, at tyskerne stopper i Danmark. Dermed mener Mads, at vi i Danmark mangler bynære autocamperpladser og tømme- og fyldefaciliteter. Alle særdeles vigtige elementer hvis vi ikke fortsat skal gå glip af de mange potentielle turister, som autocampersegmentet byder på.

Misforstået beskyttelse af campingpladser

Mads Schreiner pointerer også, at autocamperturister foretrækker friheden ved autocamperpladser, som er specifikt indrettet til autocampere. Han fremhæver, at autocamperturister ikke vil tvinges ind på normale campingpladser, da det er helt andre prioriteter, de har. Mange danske kommuner har i et misforstået forsøg på at beskytte de lokale campingpladser bevidst undgået at oprette autocamperpladser. Det som kommunerne ikke er opmærksomme på i den forbindelse er, at de ikke beskytter campingpladser, men i stedet går glip af de mange turistkroner, der er i autocampersegmentet, idet autocamperne ikke kører ind på campingpladserne, bare fordi der ikke er en autocamperplads. De vælger simpelt hen at køre til en anden kommune eller et andet land.

Kommunerne overser potentialet

I denne udsendelse bakkes Mads Schreiners holdning op af både John Ipsen og Hanne Hansen, som begge kan bekræfte, at det kommunerne ikke er opmærksomme på er, at autocamperturisterne fravælger campingpladserne, uanset om der er en autocamperplads eller ej. De vil rigtig gerne køre i autocamper i Danmark, men så længe vi ikke formår at tilfredsstille behovet for autocamperpladser og de behov autocampersegmentet har, så går vi simpelt hen bare glip af indtægterne fra dette segment af turister. Og da segmentet har været og fortsat er i kraftig udvikling, bliver Danmark hægtet af vognen.

Tyskerne føler sig ikke velkomne i Danmark

Hanne Hansen fremhæver i udsendelsen, at Oasen på Rømø, som åbnede sidste år, havde lige under 20.000 autocampere på besøg i løbet af det første år. Hun fortæller også, at tyskerne direkte giver udtryk for, at de ærgrer sig over, at Danmark ikke har fået øjnene op for, at de gerne vil køre op langs med den danske vestkyst, men at de ikke føler sig velkomne, da der ikke er autocamperpladser til rådighed, og de samtidig bliver mødt af mange skilte, som ligefrem forbyder dem at parkere deres autocampere i nærheden af byerne og strandene. John Ipsen fra Autocamper-info.dk kan kun bekræfte Hannes påstand, og han fremhæver også, at autocamperturisterne er et misforstået folkefærd, og at vi i Danmark kan lære meget af lande som Tyskland og Frankrig, når det kommer til at byde autocamperturister velkommen i vores land, og dermed få dem til at bruge deres feriepenge her i landet.

AutoCamperRådet positiv over fokus på autocamperturisterne

Det vil næppe komme som en overraskelse for ret mange, at AutoCamperRådet er særdeles godt tilfreds med, at der fra P4Syd bliver sat fokus på, at Danmark går glip af mange turistindtægter. Jo flere der sætter fokus på dette emne, og jo mere omtale problematikken får, jo større er sandsynligheden for, at de danske kommuner få øjnene op for, at der er et stort og overset potentiale i at oprette bynære autocamperpladser med let adgang til indkøb, attraktioner og spisesteder. Det giver håb om, at kommunerne får forståelse for, at autocamperturister har andre behov og ønsker, end de traditionelle campingturister har.

Link:
P4Syd – stream programmet
OBS! programmet er desværre ikke længere aktivt på P4SYD

Interviewpunkter:
VisitDanmark Tyskland 01:09:58
DRP4 02:04:51
John Ipsen 02:13:29
VisitDanmark Tyskland 02:25:00