campingbranchen, åbent hus
Foto: Knaus pressefoto

Den historisk varme sommer i 2018 sidder stadig skarpt i hukommelsen hos de mange tusinder danskere, som i år valgte at bruge en del af deres ferie på en af landets campingpladser. De utallige solskinstimer og det varme badevand har åbnet flere danskeres øjne for campinglivets glæder, og derfor forventer landets campingforhandlere også travlhed i butikkerne, når der inviteres til åbent hus den sidste weekend i oktober.

– Situationen i år er helt speciel, fordi vi har haft en sommer langt udover det sædvanlige. Det har betydet, at mange har oplevet campinglivet fra dets suverænt bedste side, og det er noget, som giver lyst til mere. Derfor forventer vi, at mange vil lægge vejen forbi deres lokale forhandler for at se på nyt udstyr eller måske en helt ny campingvogn eller autocamper til den kommende sæson, siger Jesper Behrensdorff, formand for Camping Branchen.

2019-modellerne ruller ud

I forbindelse med åbent hus bliver der således rig lejlighed til at se på nogle af de 2019-modeller inden for campingvogne og autocampere, som netop nu ruller ud fra de europæiske caravanproducenter. Men der bliver også mulighed for at kigge på ældre modeller og måske gøre et godt køb. Åbent hus er nemlig også weekenden, hvor mange forhandlere vælger at sælge ud af gamle modeller og demovogne.

Se mange af de nye autocampere hos din autocamperforhandler

– Der er ganske givet mange, som kommer for at lave en god handel, men åbent hus er ikke bare en handelsplads. Mange forhandlere prøver at gøre det til lidt af en folkefest med mad og drikke til gæsterne, slutter Jesper Behrensdorff fra campingbranchen.

Fakta:
Camping Branchen er en sammenslutning af fabrikanter, importører, forhandlere og udlejere af telte, trailere, campingvogne, autocampere samt leverandører af forskellige former for tilbehør.

Www: campingbranchen