Autocampere på lystbådehavne: Kompromiset brast – FLID og ACR kan ikke bakke op om den endelige rapport
FLID og Autocamperrådet (ACR) har arbejdet hårdt på at opnå et kompromis i autocampersagen, der kunne bane vejen for at finde fremtidssikrede løsninger på autocamperturisternes overnatningsmuligheder på lystbådehavne. Arbejdsgruppens rapport er nu udsendt, og i sidste time inden offentliggørelsen forsvandt en væsentlig sætning. Det betyder, at ACR og FLIDs helt centrale præmis for at bakke op om rapporten, nu er forsvundet.
For FLID og ACR har det centrale hele tiden været at finde en løsning, som muliggjorde, at lystbådehavn kunne fortsætte og udvikle deres autocamper-aktiviteter, som de er i dag.
Selvom AutoCamperRådet (ACR) og Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID) anerkender processen, må vi markere en alvorlig uenighed med det endelige resultat, som blev ændret i sidste øjeblik uden vores inddragelse.
Kompromiset brast: En lille ændring i rapporten, men med store konsekvenser for havnene
ACR og FLID har gennem hele forløbet arbejdet for at gøre op med den forældede opfattelse, at autocamperovernatning er lig med campering – en opfattelse, som organisationer som CODK og HORESTA konstant har fastholdt.
I slutfasen af notatskrivningen deltog ACR og FLID i dialoger med styrelsen, hvor vi nåede frem til et kompromis, vi kunne acceptere som et skridt på vejen. Men den lovede udsendelse blev forsinket, og nu kan vi konstatere, at vores vigtigste grundlag, for at kunne leve med kompromiset, uden vores vidende er forsvundet i den endelige tekst.
Disse ændringer er et markant tilbageskridt, og vi har ikke haft mulighed for at forholde os til de nye formuleringer. Styrelsen har valgt at fremsende notatet nu, på trods af den tydelige uenighed i den samlede arbejdsgruppe.
Den kritiske udeladelse i notatets opsamling
Den væsentligste ændring ses i styrelsens opsamling vedrørende lystbådehavne. En central formulering, vi insisterede på i kompromiset i den tidligere version af rapporten, er blevet fjernet.
I kompromis teksten stod: “Den udvidede arbejdsgruppe anbefaler, at der indføres nye regler, hvorefter kommunerne kan meddele en ny og forenklet type tilladelse til lystbådehavne til udlejning af arealer til dag- og natophold til autocampere (campering). Autocampere på lystbådehavne er i dag en udpræget aktivitet på havnene, og anbefalingen er underforudsætning af, at reglerne udformes således, at de autocamperpladser, der i dag er på lystbådehavnene, som udgangspunkt kan fortsætte som hidtil” og videre”Autocampere må under de nye regler ved ophold slå solsejl ud og opsætte borde og stole og arealet vil som udgangspunkt kunne benyttes hele året»
Dette afsnit handlede præcist om vores holdning: “Hvorfor lave om på noget, der har fungeret i 20 år?”
Udeladelsen af denne formulering åbner for en fortolkning, der kan true lystbådehavnenes nuværende praksis. Det er en uacceptabel ændring, som FLID og ACR tager stærkt afstand fra.
»I den endelige rapport er afsnittet ændret til »Den udvidede arbejdsgruppe anbefaler desuden, for så vidt angår pladser der i dag anvendes af autocampere på lystbådehavne, at der arbejdes videre med, at kommunen kan meddele en udlejningstilladelse…”.
Hvilket jo er en noget anden udlægning, der skaber usikkerhed og sår tvivl om lystbådehavnens fremtidige autocampermuligheder.
Bekymring for regulering under Campingreglementet
Der er desuden andre elementer, vi tager afstand fra. Notatet nævner gentagne gange, at autocamperpladser skal omfattes af udlejningstilladelse – en formulering, der vikler autocamperovernatning ind i campingreglementets struktur.
Vi fastholder, at autocamperturisme er en ny form for turisme, der kræver nye løsninger, ikke skal presses ind under forældede reglementer.
Positive elementer fastholdes
Det er dog positivt, at de henvisninger til EU-retslige aspekter vedrørende autocampere, som FLID og ACR gjorde opmærksom på i vores høringssvar, har fundet vej ind i det endelige notat. Disse bestemmelser kan få stor betydning for den endelige politiske løsning af overnatningsmulighederne.
FLID og ACR vil nu i den kommende politiske proces fastholde kampen for en løsning, der både omfatter lystbådehavne og kommunale/privatdrevne stellpladser.

