Hjem Autocamperfakta ACRs svar på artikel i Ærø Dagblad ang. autocamperregler på øen

ACRs svar på artikel i Ærø Dagblad ang. autocamperregler på øen

177

Kommentar fra Autocamperrådet til artikel bragt den 27. september vedrørende nye regler for autocamperturister på Ærø.

Hvem har besluttet de nye regler for autocamperturisme på Ærø? 

I Ærø Dagblad kunne vi den 27. september læse en artikel, der beskriver fremtidige regler for autocamperturisters adfærd på Ærø. Hvem på Ærø har besluttet det?

 Det 21 siders vejledningsnotat, der henvises til, er et helt generelt sæt regler fra Miljøministeriet. Det ville være rart, hvis Ærø Dagblads ansvarshavende redaktør kunne oplyse, hvem der står bag bestemmelserne på Ærø. Er det kommunalbestyrelsen, en eller flere af øens campingpladser, eller en privatperson? 

DCU (Dansk Camping Union) er en del af AutoCamperRådet (ACR), der tilsammen repræsenterer 90% af de organiserede danske autocamperejere. Vi har i fællesskab nogle bemærkninger og spørgsmål til den omtalte artikel. I indledningen til artiklen skriver forfatteren, at kun omkring 10% af de autocampere, der besøger Ærø, benytter en af øens campingpladser. I DCU genkender man ikke dette tal, og hvilken officiel statistik kan Ærø Dagblad henvise til?

 I dagbladsartiklen opremses »DET FORBUDTE«: Havne: Det er ikke tilladt at campere på Ærøs havne. Det er helt korrekt, men en autocamper må gerne parkere/raste der. Hvis pladserne på Ærøs havne er oprettet som parkeringspladser (som en lang række lystbådehavne rundt om i Danmark), må en autocamper, ligesom andre personbiler, parkere der. Man må også sove i camperen.

 I Ærø Kommunes budgetforlig for 2025 er der fastsat en pris på 210 kr. for en autocamperparkering. Dette er helt efter reglerne og viser, at man gerne tager imod autocamperturister på øens havne. Parkeringspladser: Ligesom andre personbiler (for god ordens skyld: en autocamper er indregistreret som en personbil) er det tilladt for en autocamper at parkere inden for pladsens regler. Man må tage ophold for at være klar til at køre videre efter et hvil. Om dette sker om natten eller dagen, nævner parkeringsreglerne ikke noget om. Der kan være særlige regler for en given plads, som vil fremgå af skiltning.

 Disse opfordrer vi naturligvis til, at man respekterer. 

Videre i dagbladets artikel står der »DET TILLADTE«. Disse vil vi ikke stille spørgsmål ved, da de omtaler alle de steder, hvor det er tilladt for en autocamperturist at opholde sig, så længe de enkelte pladsers eventuelle særbestemmelser følges.

 Ærø Dagblads artikel slutter med nogle oplysninger: At VisitDanmark oplyser, at der i 2022 var 2,3 millioner overnatninger i autocampere i Danmark. Dette tal er formentlig et skøn, da langt fra alle overnatningssteder registrerer officielle tal for autocampere. At der er cirka 50.000 autocamperejere i Danmark. Måske, men hvor stammer dette tal fra? Og hvilken sammenhæng er der mellem de 2,3 millioner overnatninger og antallet af danske autocamperturister? 

Vi tror fortsat, at Ærø Kommune og befolkningen på Ærø gerne tager imod turister, også dem der kommer i autocamper. Tag endelig færgerne dertil – det er en af de mange dejlige danske øer, man kan besøge som autocamperturist.

Hans Bækvang 
Formand for AutoCamperRådet                                                                                                                                                                                
Ebbe Lilliendal 
Bestyrelsesmedlem ACR