Seneste nyt: ACR har 24-11-21 rettet henvendelse til skatteministeren og indenrigs- og boligministeren omkring udfordringen, med henblik på en sam koordinering af en ny vejledning, til brug for kommunerne og borgerne, som ønsker en “Ukendt adresse i Danmark”.


I ACR får vi jævnligt henvendelser, om udfordringen med at køre i sin autocamper hele året, uden fast bopælsadresse. Derfor har vi spurgt Tove og Jørgen Holm omkring deres erfaringer, som vi prøver at gengive nedenfor.

For Tove og Jørgens vedkommende var det ønsket om – i en kortere eller længere periode – at bo fast i en nyindkøbt autocamper, uden anden bolig ved siden af, og dermed uden fast adresse.

Det måtte være lige til i disse digitale tider, men realiteten viste sig helt anderledes. De blev mødt af mange udfordringer – eller sten på vejen. Her følger lidt råd og vejledning, men de er absolut ikke fyldestgørende endnu.

Kommunen

Borgerservice kontaktes i din nuværende kommune. Anmod om det officielle ansøgningsskema til adresseændring som ”Ukendt adresse i Danmark”, samt mulighed for at beholde sædvanlig læge og nyt sundhedskort. Her vil du nok møde den første modstand, og uvidenhed ved sagsbehandleren.

Lovgrundlaget er CPR-lovens §9, der siger:

“Kommunalbestyrelsen skal registrere en person, hvis eneste bolig er en båd, en campingvogn eller lignende bevægelig bolig, med adresse dér, hvis båden, campingvognen eller lignende fast befinder sig et bestemt sted.

Hvis denne bolig ikke ligger fast, kan kommunalbestyrelsen registrere personen med bopæl dér, såfremt kommunalbestyrelsen ikke er i tvivl om, at vedkommendes adresse er dér.”

Forvent ikke at sagsbehandleren bare lige klapper i hænderne, og får det ekspederet. Anmodningen behandles vidt forskelligt i kommunerne, men i yderste konsekvens, vil det måske kræve at få ansøgningen behandlet af kommunalbestyrelsen. Anbefalingen er ”STÅ FAST”.

Forvent også at der stilles krav til en rapportering om, hvor du aktuelt befinder dig i autocamperen. F.eks. med faste intervaller – månedsvis/kvartalsvis/årligt.

Motorstyrelsen

Motorstyrelsen hører under skattedepartementet, og har tidligere krævet en fast adresse, for overhovedet at kunne få et køretøj indregistreret. Og havde man ikke det, ville den med meget kort varsel – tre uger – afmelde vognen og sende politi ud for at klippe pladerne.

Den 1. juli 2021 blev dette krav erstattet med et mere lempeligt krav om en kontaktadresse. Men der er kun tale om en dispensationsordning.

Ansøgning om dispensation fra adressekravet, hvor man anfører en kontaktperson og -adresse, fx hos familie, venner eller bekendte. Kontaktpersonen skal med sin underskrift bekræfte, at han/hun er indforstået med arrangementet, og det er et krav, at man jævnligt, 1-2 gange om måneden, er i forbindelse med kontaktpersonen. Hertil kommer, at man skal have orden i sagerne, betalt skatter og afgifter og sørget for de obligatoriske bilsyn. Dispensationen gælder kun for et år ad gangen.

Motorstyrelsen vil gerne kunne sende fx originale registreringsattester med vandmærke, og i det hele taget via “snail mail” kunne kontakte bilejerne. De digitale kontakt- og kommunikationsmuligheder anvendes ikke altid.

Forsikring – A-kasser m.fl.

Alle dine forsikringsselskaber bør du ligeledes kontakte, og få bekræftet dine dækninger på de nye vilkår, uden fast adresse. Hos nogle selskaber går det let og smertefrit. Andre har forsikringer som ikke vil dække i disse situationer.

Teleselskaber m.fl. bør også kontaktes, således at forbindelsen ikke pludselig lukkes ned. Det gælder telefonen, mail osv.

Der er langt igen, før vi når frem til en situation, hvor borgeren frit kan vælge livsform uden kommunal eller statslig indblanding.

I ACR vil vi følge sagen, og overvejelsen går p.t. på en kontakt til Folketinget, for at presse på for en smidigere og lettere måde at håndtere udfordringen på, idet vi forudser et stigende antal, som vil udleve en del af livet uden fast bopæl.

Jørgen Holm har medvirket til ovennævnte notat, og står gerne til rådighed, hvis du ønsker en snak.

Adresse: “Ukendt adresse i Danmark” – vi BOR i en autocamper og bevæger os i sagens natur fra sted til sted.

Mobil: +45 24 42 44 37

Email: fjordholm@gmail.com

Postadresse: c/o Agge Holm Hansen, Silkeborgvej 222, 8230 Åbyhøj