autocamperturister på blokhusstrand
Blokhus strand tiltrækker turister til Nordjylland, også autocamperturister tiltrækkes af Vesterhavet


Autocamperturister omtales i en artikel i Nordjyske den 3. august. Ifølge artiklen parkerer autocamperturister ulovligt. Kasper Wæhrens, der driver Tannisby Camping samt Hjørring City Camp, er ude og beklage sig over autocamperturister, der parkerer på Blokhus Strand. Man kunne foranlediges til at tro, at Kasper Wæhrens er ude med en agenda, der går ud på at jage autocamperturisterne ind på hans campingpladser.

Autocamperturister udsættes for grove beskyldninger

Kasper Wæhrens beskylder autocamperturister for en adfærd, som AutoCamperRådet finder særdeles tvivlsom. Den typiske autocamperturist er normalt i aldersgruppen 65+. Det er AutoCamperRådets erfaring, at de har præcis den modsatte adfærd af, hvad Kasper Wæhrens ifølge Nordjyske udtaler sig om.

Skal autocamperturisterne jages ud af lokalområdet?

I en opfølgende artikel i Nordjyske den 8. august udtaler både Hjørrings borgmester, Arne Boelt, og formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, Jens Christian Golding, sig yderligere om sagen. AutoCamperRådet er forundret over tilgangen til turisterne. Den har karakter af at jage turisterne væk fremfor at byde dem velkommen til landsdelen. Tilgangen er efter AutoCamperRådets opfattelse direkte skadelig for handelslivet og landsdelens omdømme blandt turister.

Forstår man at udnytte potentialet i autocamperturister – til glæde for handelslivet i lokalområdet?

Ifølge artiklen mener Jens Christian Golding at kunne forudse, at der med tiden vil holde 50-60 autocamperturister på stranden ved Blokhus. Han mener også, at der er fare for de blokerer nedkørslen til stranden.

Selvfølgelig skal nedkørslen ikke blokeres af autocampere. Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, Jens Christian Golding, og Borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt, burde dog ikke tænke i forbud. I stedet burde de fokusere på den attraktionsværdi landsdelens kyst har. Et faktum er, at turisterne tiltrækkes af kysten, og det vil være oplagt at byde autocamperturisterne velkommen. At tænke i forbud jager turisterne ud af området. Dette vil være til skade for det lokale handelsliv.

Er overnatning i en autocamper campering?

At kommunen har forsøgt at stoppe campering på stranden, kan AutoCamperRådet kun tilslutte sig. Campering hører til på campingpladserne. Overnatning på stranden i autocamper er derimod helt i tråd med lovgivningen. Såfremt autocamperen er under 3500 kg, anses den som en personbil. Det vil være et decideret selvmål at begynde at jagte autocampere væk fra området. Det er desuden spild af ressourcer at sætte politimyndigheden til at jage potentielle kunder væk fra området.

Campingreglementet revideret i 2018

I artiklen ønskes en revision af campingreglementet. I 2018 udkom et revideret campingreglement. Som normalt har kommunerne netop haft mulighed for at give input via høringssvar hertil. Campingpladserne er på flere områder tilgodeset væsentligt i det nye campingreglement.

Hvor svært er det at forbedre forholdene for autocamperturister?

Der er et betydeligt økonomisk potentiale i autocamperturister. Dette kan flere undersøgelser bekræfte. En måde at byde velkommen på kunne være at have et tilbud til autocamperne i form af et parkeringstilbud. Disse kunne være valgt af kommunen.

Det behøver ikke at være med det store udbud af faciliteter – en form for affaldssortering og mulighed for lokal servicering af autocampere er tilstrækkeligt. Disse pladser kunne man så lade private aktører drive. Det kunne evt. være campingpladsejerne.

Hvide Sande har forstået at udnytte potentialet i autocamperturisterne – og samtidig løst et parkeringsproblem?

Et eksempel herpå skal man ikke længere end til Hvide Sande for at kunne lære af. Her har havnen set potentialet i autocamperturisterne, og etableret 3 autocamperpladser i byen. Samtidig har havnen etableret tømmefaciliteter og en offentlig toiletbygning med bad og toilet.

Udbud og efterspørgsel skal regulere prisniveauet for en autocamperparkering. Ligesom udbuddet af faciliteterne kan være dimensionerende for prisniveauet. De fleste autocamperbrugere er da også indstillet på at betale, så længe prisen ikke er ude af trit med markedsprisen.

Ustruktureret parkering af mange autocampere i byer og stræder er ofte til stor irritation for lokale. Så opgaven for kommunerne er ikke at påføre så mange restriktioner i deres parkeringsbestemmelser som muligt. Det er derimod at se mulighederne i dette købedygtige segment. Løsningen er at få indrettet bynære autocamperpladser.

Autocamperturister – en turistgruppe i voldsom vækst

Tilgangen af autocampere fortsætter med at stige. Der er nu ca. 2 millioner autocampere i Europa. Det er kun naturligt, at kommunerne forbereder sig på dette turistpotentiale. Denne turistindtægt kan booste økonomien både regionalt og nationalt.

Efter AutoCamperRådets opfattelse er det friheden til at vælge og fravælge, der gør livet som autocamperturist attraktivt. Nogle foretrækker pladser ved marinaer, bynære pladser eller pladser tæt på attraktioner, og andre foretrækker at køre til campingpladserne – og for rigtig mange er forbrugsmønstret en blanding af disse overnatningstilbud.

AutoCamperRådets holdning udspringer i, at vi faktisk mener, at det bedste er, kun at parkere autocamperen, der hvor du er sikker på, at du er velkommen. Det vil populært sagt sige, der hvor der er etableret et tilbud i form af en parkeringsplads eller dedikeret autocamperplads til autocampere.